Modstandsbevægelsen i Kolding
Modstandsbevægelsen i Kolding under besættelsen af Danmark mellem 1940 og 1945. Byen fik et organiseret modstandsarbejde fra efteråret 1942. Før er der ikke udført større sabotage eller hærværk mod tysk krigsmateriel eller virksomheder som arbejdede for tyskerne, men fra 1944 steg antallet af sabotager markant. Den illegale presse i byen blev flere gange trævlet op og taget af Gestapo.
Historie[redigér]
I de første krigsår var der forskellige anslag af modstand, mest med karakter af drengestreger, det kunne være graffiti mod Nazityskland, ødelæggelse af telefonpæle og vejskilte. Lignede drillerier mod de tyske soldater kendes fra andre byer.
Først i efteråret 1942 begyndte den mere organiserede modstand at tage form, og det første lokale illegale blad begyndte at udkomme, det hed Folket, men kun to numre udkom. Fra sommeren 1943 begyndte den lokale kommunistisk afdeling af DKP og at udgive bladet Budstikken.
Budstikken første levetid var fra juni til december 1943, men en tysk razzia mod Jyske Tidende og arrestation af 40 ansatte satte en stopper for bladet. Razziaen besværliggjorde udgivelsen, det lykkes dog at få udsendt et januar nummer af to unge medlemmer i DKP, der ikke var blevet anholdt, januar nummeret førte til endnu en arrestationsbølge i byen. Nu gik det særligt ud over forretningsfolk i byen, de blev dog hurtigt sluppet fri, men det lykkes tyskerne at få arresteret flere modstandsfolk.
Herefter gik der nogen tid, før det blev forsøgt at lave et lokalt blad igen. Først i maj 1944 genopstod bladet for en stund; dog ikke med DKP som udgiver. Når byen manglede sit eget blad, betød det ikke, at den illegale presse ikke kom til byen. Større blade fra København som Land og Folk, Frit Danmark, De Frie Danskere, Hjemmefronten og andre kom med breve, og unge i byen kopierede dem i fem og 10 eksemplarer og sendte eller gav dem så videre.
Den første enlige sabotageaktion i byen fandt sted i februar 1943, da 'Lærlingegruppen' lavede en bombeaktion mod den tyske telefoncentral på Højskolehjemmet. Ved aktionen blev fem tyske telefonistinder såret, og aktionen mødte ikke bred opbakning i lokalbefolkningen.
I august 1943 udbrød der uroligheder i en lang række danske byer, også i Kolding, hvor der den 23. august blev sat ild til Kolding Eksportmarkeds stalde på Kolding havn.Værnemagten brugte dem til opbevaring. Efter den illegale DKP afdeling var end i fængsel i december 1943, gik andre i gang med at videreføre modstandsarbejdet og opbygge militære ventegrupper. Byen fik byleder og byledelse, som havde forskellige undergrupper under sig. Den første byleder blev dommer E. G. Strøbech.
Jernbanesabotage i omegnen af Kolding tog fart fra 1944. Men allerede fra 1942 var der i Lunderskov nord for Kolding gang i den, og efter august 1943 dannede ansatte ved jernbanen en gruppe, der lavede mindre aktioner og arbejdede selvstændigt.
Da tyskerne arresterede det danske politi i september 1944 reagerede modstandsbevægelsen hurtigt, fik fjernet jæger-kartoteket, så tyskerne ikke kunne se hvem der havde våben hjemme, og flere efterforskningshjælpemidler blev også fjernet fra den tekniske afdeling på politigården, så de ikke kunne bruges i opklaringen af modstandsarbejdet.
Efter december 1944 kom der for alvor gang i sabotagen i byen, det var særligt fødevarer til Tyskland, der var målet. Den 12. december blev Andels-Svineslagteriet saboteret med en bombe. Det satte produktionen af konserves ud af drift. Den 1. januar 1945 var turen kommet til Kartoffeltørringsfabrikken på Lykkegårdsvej, der udelukkende havde produceret til Tyskland. Med denne sabotage blev fabrikken fuldstændigt ødelagt og kom ikke til at producere igen. Den 9. februar blev to dampere sænket i Kolding Havn.
Kort tid efter blev to ledere af sabotagegrupperne fanget på hotel Saxildhus. Det er et knæk for modstandsarbejdet i byen, men modstanden førtes videre af en blanding af gamle og nye folk, ledet af medlemmer med størst erfaring. Næsten samtidigt med at de to sabotageledere blev taget af tyskerne, blev bylederen anholdt. Han blev erstattet af kaptajn Svend Aage Schack, der havde posten til befrielsen.
Omegnen[redigér]
I marts 1945 begyndte nogle i landsbyen Aagaard at tage mod sprængstoffer og våben, kastet ned nord for Aagaard. De blev nåede Kolding, hvor byledelsen fik ansvaret for fordeling. Gruppen hed Aagaardgruppen.
I landsbyen Lunderskov blev der lavet illegale blade som på cykel blev transporteret til Kolding.
Der foregik fra 1942 til krigens slutning jernbanesabotage på de strategisk vigtige strækninger i omegnen af Kolding.
Befrielsen[redigér]
Efter befrielsesmeddelsen blev oplæst i radioavisen fra BBC om aften den 4. maj 1945 strømmede folk ud på gaderne og Akseltorv, hvor borgmesteren V. Juhl foran rådhuset holdt tale og folkemængden sang 'Kong Kristian stod ved højen Mast'. Men våbenhvilen var først officiel fra den 5. maj, og det førte til korte skudvekslinger i byen mellem en gruppe SS soldater og modstandsfolk. Modstandsfolkene blev omringet, men fik lov at gå hjem efter forhandlinger mellem kaptajn Schack, der havde ledet modstandsfolkene under skudkampen og den tyske kommandant.
Officielt var det først efter forhandlinger den 6. maj mellem englændere og tyskere at modstandsbevægelsen overtog opsynet med ro og orden. Fanger i Kolding Arrest og på Staldgården blev dog allerede løsladt klokken 9.30 den 5. maj. Fra samme dag patruljerede modstandsfolk i gaderne.
Ved befrielsen var der fire aktive sabotagegrupper og ni militære ventegrupper, hvoraf tre særlige politidelinger og to F-grupper. For at administre ledelsen af disse grupper, var der dannet en lokal Frihedsråd komite, den bestod af overlæge Erik Ebbehøj(Ringen), pastor Anker Schølling (Dansk Samling), væver Magnus Overgaard (Fagforeningerne), læge M. H. Kønig (Frit Danmark) og cottonvæver Arne Herlevsen. Pastor Schølling var indtrådt i komiteen efter Dansk Samlings repræsentant bankassistent Chr. F. Hovborg, der var arresteret af tyskerne.
Der er flere steder i byen og omegnen mindesmærker, som markerer krigens år: ved Staldgården er der rejst et mindesmærke for besættelsestidens ofre i Kolding og omegn, hvert år den 5. maj lægges der af borgmesteren, Hjemmeværnet og soldaterforeninger i Kolding blomster til ære og minde[1].
Om modstandsbevægelsen og dens betingelser[redigér]
Det var i de politiske miljøer omkring Det Konservative Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling, hvor bevægelsen fik medlemmer til modstandsarbejdet.
Særlig kommunisterne markerede sig i byen. De var efter 9. april begyndt at inddele sig i celler, fordelt efter bydelene, så samlede møder blev undgået; i stedet arbejdede celler eller grupper uafhængigt af hinanden.
Modstanden i byen var ikke så omfattende som mange andre steder i landet. Det kan have flere grunde
- 1. DKP havde under krigen en svag position i byen og havde nok at gøre med at den illegale presse
- 2. Gestapo havde sit hovedkvarter på Straldgården i byens midte
- 3. der var mange tyskere i byen.
Henvisninger[redigér]
- Kolding under Besættelsen 1940-1945, Konrad Jørgensens forlag 1946
- Besættelse og befrielse af Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard, udgivet af Kolding Stadsarkiv, 1995
- Besættelsen i Kolding 1940-45, Kolding Stadsarkiv
Notater[redigér]
- ↑ Mindesmærke for besættelsestidens ofre i Kolding og omegn ved Staldgården, Kolding Kommunes hjemmeside
 | Stub |  |
This article "Modstandsbevægelsen i Kolding" is from Wikipedia. The list of its authors can be seen in its historical and/or the page Edithistory:Modstandsbevægelsen i Kolding. Articles copied from Draft Namespace on Wikipedia could be seen on the Draft Namespace of Wikipedia and not main one.
